Drop Down MenusCSS Drop Down MenuPure CSS Dropdown Menu

søndag den 4. februar 2018

Uddrag fra "Da Victor Rejste til den 7. Himmel for at Finde Bedste"



Se mere under fanen "Udgivelser".

Alle rettigheder forbeholdes. Der må deles såfremt der henvises tydeligt til forfatteren.


(Side 5-10) 
Det er søndag morgen, og inde i det lille blå værelse er solen endnu ikke stået op. Victor ligger stadig og sover under sin varme dyne, hvor kun hans næsetip stikker frem over dynen. Vækkeuret, der står ved siden af sengen på et rundt natbord, tikker og tikker. Den lille viser løber rundt og rundt og kommer ingen vegne hen, men alligevel løber den endnu. Tik, Tik, Tik, Tik. Viseren bliver ved og ved. Uret tikker så højt, at det vækker solen, der strækker sine lange arme ind ad vinduet til Victors blå værelse. Solen gaber højlydt. Den gaber så højt, at den vækker Victor.
Han kigger på vækkeuret, der ligner en af skyerne på himlen. Han har fået det af Bedste engang, da han havde fødselsdag. Han skulle lære klokken, havde Bedste sagt, og det gjorde han så. Næsten da. De var startet med de hele tal. Når klokken er tolv, så skal begge visere stå sammen, allerøverst. Da han kunne det, gik de i gang med de halve. Dem kan han også godt nu. Så skal den lange viser stå i bunden og den lille viser på 12, hvis klokken altså er halv tolv.
Men i dag kan Victor ikke se, hvad hans vækkeur viser. Bedste har ikke lært ham de helt svære endnu. Det er de kvarte og dem, der er endnu sværere end det. Bedste har lovet, at han skal lære det næste gang, hun kommer. Hmm, gad vide, hvad Bedste laver nu? tænker Victor. Mens han går ud i køkkenet og tager en chokolademad og et stort glas kakao, spekulerer han over, hvornår Bedste sidst har været på besøg. Da han har spist to hele franskbrødsmadder med chokolade og drukket tre glas kakao til, går han ned og vækker far og mor.
"Moar?" spørger Victor, mens han rusker i sin mor, så hun kan vågne.
"Hvornår kommer Bedste?" Victors mor kigger med søvnige øjne over mod Victor og svarer ham, at Bedste jo er flyttet op til den 7. Himmel, og at hun ikke kommer ned igen. Victor står lidt og tænker på, hvad hun dog laver der.
”Victor, kan du slet ikke huske, at vi sagde farvel til Bedste ovre i kirken?” siger mor, der har sat sig op i sengen. Jo, det kan Victor egentlig godt huske. Han kan nu stadig ikke helt forstå det, for de plejer jo at kunne komme tilbage igen og besøge Bedste, selvom de siger farvel.
"Jamen, hvornår skal vi så besøge hende?" spørger Victor.
"Det kan man ikke bare. Ser du, Victor, når mennesker bliver gamle, ligesom Bedste, så kommer der et tidspunkt, hvor de går i stå, og så er det, man siger farvel til dem, ligesom vi gjorde ovre i kirken."
"Så de går i stå ligesom et ur?" spørger Victor, der stadig er lidt forvirret over, at Bedste er flyttet så langt væk.
"Ja, det kan man godt sige," svarer mor og kigger hen mod far, der stadig ligger og snorker som en stor bjørn. "Den tid har været der for Bedste, og derfor bor hun oppe i himlen nu."
"Hvornår var det, den tid var der?"
"Ja, kan du huske, da vi var henne og besøge hende på plejehjemmet?" Det kan Victor godt huske, for Bedstes ven gav ham en hel femmer i hånden, da han skulle hjem igen. "Det var ikke særlig lang tid efter, vi var gået."
"Hmmm, men hvordan kom hun så op i himlen og bo? Gad hun ikke være her mere?" spørger Victor.
"Jo, men hendes krop var jo gået i stå, og så får man store hvide vinger, så man kan flyve højt op over skyerne, indtil man lander på den 7. Himmel," svarer mor og viser med armene, hvordan Bedste er fløjet hele vejen op over skyerne til den 7. Himmel.
"Er Bedste så helt alene deroppe?" spørger Victor og tænker på, hvordan der må være oppe på skyerne. "Nej,” svarer mor og smiler, mens hun aer Victors hånd. ”Hun er sammen med alle sine venner og sin gamle hund Fister, kan du huske den?"
Victor kan ikke helt huske, hvordan Fister så ud, men han kan sagtens huske, at den altid var sulten – nogle gange så meget at den spiste af Bedstes gamle sko.
”Men kan man så ikke bare flyve op til Bedste?” spørger Victor igen.
”Nej, det kan man altså ikke, Victor, du har jo ikke nogle vinger vel? Men ved du, hvad du kan?” Victor ryster på hovedet. ”Vi kan alle sammen tage hen og se på den fine sten, Bedste har fået. Du ved, den med hendes navn på. Så kan du altid besøge hende, selvom hun ikke er her.” Mor aer Victor på hovedet, kysser ham på kinden og lægger sig til at sove igen.
Victor går ud af soveværelset.  Det er helt håbløst at snakke med mor eller far lige nu. Selvfølgelig kan man rejse op til den 7. Himmel og besøge Bedste. Victor går fast besluttet ind på værelset igen. Nu vil han rejse op og finde Bedste, oppe i den 7. Himmel, og så vil han besøge hende og lære resten af klokken. Nemlig ja. Han tager sine smækbukser og en hvid t-shirt på, for nu skal Victor i gang med at arbejde.
Ude i skuret ligger der en masse brædder. Der er ti små stumper tilbage fra dengang, far byggede legehuset til Victor og hans lillesøster. Isabella hedder hun, men Victor vil hellere kalde hende for Lillesøster og det synes hun vist også er bedre, for hver gang mor og far kalder på hende, så hører hun ikke efter. Hun hører kun efter, når Victor kalder hende Lillesøster. For at komme til den 7. Himmel må man have et transportmiddel, og det skal selvfølgelig være en stor, blå sæbekassesky, som man kan flyve op til himlen i. Men Victor mangler nogle hjul og et rat, før han kan gå i gang og vist nok også en masse flere brædder og måske nogle lygter og en masse blå maling, men det skulle ikke være et problem, for han ved lige, hvem af hans naboer, der har alle tingene. 
....

(S. 48-50)
Lige da de skal til at gå igen, får Victor en idé. Bedste kan da bare tage med hjem!
”Victor, det er ikke så godt. Ser du, Bedste bliver nødt til at blive her i den 7. Himmel. For jeg er jo blevet en engel heroppe i skyerne.”
”Jamen, hvorfor kan du ikke være det derhjemme?” spørger Victor og er lidt skuffet, for nu troede han lige, de kunne få det hyggeligt igen.
”Jeg har jo fået en opgave her. Hver gang det bliver mørkt, så lyser alle englene op, ligesom stjerner, så vi kan vise vej. Og hver gang I ser en stjerne blinke til jer, så ved I, at jeg sidder og smiler ned til jer,” siger Bedste.
”Er du så blevet til en stjerne?” spørger Victor. Bedste nikker, og Victor fortsætter: ”Jamen, hvordan kan vi så besøge dig, hvis du er blevet til en engel om dagen og en stjerne om natten? ”
”Ja, så skal I bare mærke godt efter, helt inde i maven og tænke på mig. Så vil jeg være der. Lige herinde,” siger Bedste og klapper Victor på brystet for at vise, at hun altid er der, selvom man ikke kan se hende.
”Så, smut nu hjem med jer, inden mor bliver bekymret. Hun savner jer sikkert. ”
”Okay, Bedste, ” siger Victor og smiler til hende. ”Men du lover at vinke til mig fra himlen? ”
”Ja, Victor, det skal jeg nok, men smut du nu ned og leg og hils mor og far fra mig.” Bedste giver Victor og Lillesøster et stort kram og kysser dem på panden, inden de går ud ad døren igen. Victor går hen til manden, der hedder Peter, og giver ham VIP-kortene tilbage, siger tak for lån, og så flyver de hjem igen.

Ned og endnu længere ned end det flyver de, forbi alle himlene. Den med hoppepuderne, den med candyfloss og den med sæbeboblerne og tyggegummikuglerne, den med kaninerne og kængurustylterne, og til sidst flyver de forbi den med papirdragerne, indtil de igen er tilbage på vejen. De flyver lige ned og lander i baghaven ved det lille hus. 

Presse ved "Da Victor Rejste til den 7. Himmel for at finde Bedste"

Se mere under fanen "Udgivelser" i menuen "Til Læseren".


Foruden disse artikler lavede jeg et radio-interview med Skala-FM Morgenministeret den 21/4 2014 samt med P4 Syd i november 2013.


Ugeavisen Esbjerg, August 2013

Her modtager jeg min check fra Sydbank Fonden, der var med til at sponsorere min bogudgivelse. 21/2 2014
Esbjerg Ugeavis, 26/2 2014

Aarhus lokalavis 11/3 2014

lørdag den 2. september 2017

Derfor Skriver Jeg Ikke Længere På Computer



Ulemperne ved Computeren
Det er nok ikke særlig banebrydende, at droppe computeren. Men der er mange risici, ved ikke at kunne gemme det man skriver.
Dog er der, for mig, kommet flere og flere benspænd, ved at bruge en computer, når jeg skriver mine tekster.

Strøm.
Der skal hele tiden en ledning eller et stik til.

Lys.
Det skarpe lys fra computeren, kan ofte give mig hovedpine og ondt i øjnene, så de svier, hvis jeg sidder for længe.

Bundet til at være inde.
Du kender det måske godt. Det er solskin udenfor, ingen skyer, og weekend. Men du bliver nødt til at sidde inde, for du skal arbejde ved computeren.

Gå tilbage til rødderne 
Jeg har derfor taget et drastisk valg.
Jeg vil skrive ALLE mine tekster på papir.
Derved, kan jeg bevæge mig frit rundt i landskabet og skrive lige hvor jeg vil, og når jeg vil.
Desuden får man styrket sin håndskrift, en kunst der nok er ved at uddø, i takt med digitaliseringens tidsalder.

Om at dyrke det uperfekte og ufærdige
Der er også en anden grund.
Det perfekte. Idealet om, at være fejlfri.
Det har længe naget mig, hjemsøgt mig og givet mig kronisk mavepine. Men ikke længere.
Jeg ved, at det bare er et udkast, når jeg skriver på papir. Man kan strege det ud. Det behøver ikke være pænt.
Der er noget underligt psykologisk i, at skrive på papir, frem for computer. Det virker mindre permanent. Hver gang jeg skrev på computeren, stod de røde streger frem for mig på skærmen, som små irriterende dyr, der bider dig i armen. Jeg ville gå tilbage og rette konstant, og derved miste mit flow, skriverytmen.
Ikke længere.
Der er en større frihed ved, at skrive på papir, og vide, at det ikke behøver være perfekt, det behøver ikke være færdig, og der er ikke nogen, eller noget, der dømmer dig. Alle fejlene er en del af charmen.
Når så man er tilfreds med første udkast, så kan man skrive det ind på computeren og rette det i smadder, men papirformen den bliver hvad den er.

Uperfekt.


Kan du genkende noget af det jeg skriver om i denne blog-post? Så skriv en kommentar nedenfor og hvis du er helt vild med det, så DEL på facebook med dine venner! :)