Drop Down MenusCSS Drop Down MenuPure CSS Dropdown Menu

søndag den 14. juni 2015

Et digt om Zoologisk have

Til ære for mit kladdehæfte fra 3. klasse der blev væk, hvor jeg bl.a. havde et digt om Zoologisk have, kommer her et plaster på såret, som blev færdig i dag (Dog ikke redigeret!). Skriv gerne en kommentar nedenfor, både ris og ros og gode råd modtages! :)

- Alle rettigheder forbeholdes, men der må deles, såfremt der tydeligt henvises til denne side.

Jeg gik en tur i zoologisk have
Der ligger oven på kong Folmers mave

Jeg tog et skridt og to og ti
Hen til en lukket grusvejssti

Vejen bød på finurlige dyr
Der stod sågar en stor rød tyr

Jeg gik længere hen ad stien endnu
Minsandten om jeg ikke mødte en prustende gnu

Til venstre lå en snedig tiger på lur
I et stort og mægtigt juvelbesat bur

Zebraen dansede flot på sin line
Trods en mindre tandrodspine

Oppe på en alenlang trone
Sad løven stolt med sin kattekrone

Der på samme løvebalkon
Stod løvinden med en fin facon

Bagved lå en unge, en kende buttet
Og før jeg havde set mig om var den smuttet

Stien fyldtes pludselig af familien Pingvin
Jeg fik et chok og stak et hvin

De vraltede forbi mig en efter en
Trippende på deres små appelsinfarvede ben

Jeg spottede elefanternes sjældne trompetorkester
Anført af giraffernes langhalsede musikmester

I bassinnet nedenfor lå en snorkende flodhest
Den havde været længe oppe til gårsdagens fest

Isbjørnene havde gang i livsfarlige boksekampe
Med handsker lavet af røde giftfluesvampe

Bierne samlede stokkerosernes nektar
Den skulle bruges til en hemmelig trylleformular

Strudsen stod med hovedet under jorden og gemte sig
Mon den alligevel havde set mig?

På pælens top sad en fjerklædt ugle
Den var vist den klogeste af alle fugle

Aberne hang hen over udgangsbuen
Mens jeg gik ud og lukkede lugen

Da jeg tog det sidste skridt på vejen ud
Faldt jeg på halen over et muldvarpeskud

Jeg sneg mig til et sidste glimt over havens hæk
Men med et var alle dyr og bure pist væk

Louise Lund Olesen 14/6 2015

2 kommentarer:

  1. Kan huske den fra 3. klasse og det var super - men det her er total i topklasse ;)

    SvarSlet
  2. Flot af så ung en pige. Held og lykke med forfattergerningen. 😀😀

    SvarSlet