Drop Down MenusCSS Drop Down MenuPure CSS Dropdown Menu

torsdag den 26. maj 2016

Myter




Alle rettigheder forbeholdes, men der må deles såfremt der henvises tydeligt til denne side eller forfatteren.

Myte nr. 7: Hvorfor Fugle flyver og Fisk svømmer (1/5 2016)
I de første tider, da Tid endnu ikke var, blev det Store Blå skilt i to, i det man kalder Himmel og Hav. Men guderne i havet er blinde og ser ikke over skyen, i den mørke himmel, og Vindens søstre har øjne som tåge og ser ikke i havets dyb. Guderne måtte få nogle til at hjælpe sig, så budskaberne kunne nå frem. For guderne kan ikke forlade deres element, men hvis Moder Jord skælver og ryster, vil Himmelen buldre og skyerne revne og Havet vil gå over sine breder og fylde jorden med Vand. Derfor skal guderne kunne advare hinanden.
De Samlede derfor alle levende væsener, dyr og planter, på Jordens rige, for at finde den rette budbringer. Vindens søstre valgte et næbbet lille dyr, skænkede den fjerkapper, lette som vinden, så den kunne danse hen over skyerne. De gav den tilnavnet Fugl. Den skulle bo i de højeste trækroner og våge over himmelen, flyve over bjerge og dale og vugge på havets bølger, så den kunne give budskabet videre, hvis Moder Jord skulle skælve og ryste.
Guderne i havet valgte et bløddyr, gav det gæller, så det kunne ånde i de dybeste kroge af havet og gav det finner så de kunne hoppe på bølgerne og dykke ned til havets bund. Den fik tilnavnet Fisk. Dens finner kom til at ligne fuglens fjer, så de to brødre kunne genkende hinanden. De blev givet alle regnbuens farver, som symbol på pagten mellem Himmel og Hav. Når en fisk sprang op af de blågrønne bølger, skulle en fugl flyve forbi og samle den op, så de kunne viderebringe budskabet.
Disse to arter, skulle være budbringere, mellem Himmel og Hav, der engang havde været et og de skulle være et minde om dette, og de skulle kaldes Fugl og Fisk og være de største og mest mangfoldige arter.

Myte nr. 17: Hvordan bien fik sin Brod (8/5 2016)
I de første tider, da Tid endnu ikke var, levede alle dyr og planter sammen som venner. Rovfuglene åd kun for at stille sulten og efeuen snoede sig som halskæder om træernes tykke stammer, uden at kvæle deres rod. Bierne samlede som altid deres nektar fra blomsterne. De fløj fra blomst til blomst, røde, gule, hvide, ja alle farver kom de rundt til. Store blomster, små blomster, stilke med få og stilke med mange hoveder, alle blomsterne skulle de samle fra, så blomsterne kunne sprede sig og bierne kunne lave deres honning, så bjørnene kunne få noget sødt at spise, til den store midsommerfest, inden de gik i vinterhi. Det var et stort arbejde, og alle levende væsener hjalp til. De græssende trådte varsomt rundt, så færrest muligt blomster måtte lade livet, fuglene spredte frø, så nye blomster kunne komme til og havets guder lod regnen falde blidt, så blomsterne kunne få deres næring og bierne kunne holde deres vinger oppe. Alle vidste, hvor vigtigt dette arbejde var for bierne og alle bierne var med. Fra før solguden tændte lys i det blå til langt efter månegudinden trak sit mørke tæppe hen over himlen og De store Ildfugle spredte sig. Ingen måtte forstyrre de travle hårdtarbejdende bier i deres koncentrerede arbejde. Ikke de bier der samlede, eller dem der tog i mod, eller dem der bryggede og byggede, nej end ikke de bier, der passede dronningen, for alle arbejdede de, så der kunne komme honning til midsommerfesten. Men, der var dog en Bjørn, der ikke kunne vente. Den stak sin store pote op til biernes hule og stjal en luns af deres honning. Bierne summede og summede, men kunne intet gøre, andet end at se på, hvordan alt deres hårde slid blev revet væk på få sekunder, af den grådige bjørn. Heldigvis kom frugtbarhedsguden Aurum forbi og så det grufulde overgreb, der fandt sted. Han rasede og skældte bjørnen ud. Alle guderne samledes, for at finde ud af, hvad de nu skulle gøre, for der var ikke nok honning til midsommerfesten. De Blev enige om, at bierne burde kunne forsvare sig. En mente de skulle have en gift, en anden at de skulle kunne bide, men en tredje kom på, at give dem et spyd for enden af kroppen, som ville lamme den de ramte. Det skulle nok skræmme sultne grådige bjørne væk. Guderne blev derfor enige om, at give bierne hver et spyd, men de skulle bruges varsomt, for det var et meget farligt spyd. Derfor ville en bi selv dø, såfremt de stak et uskyldigt væsen. Sådan gik det til, at bierne fik deres brod. Om Bjørnen fik sin straf, er en anden historie.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar