Drop Down MenusCSS Drop Down MenuPure CSS Dropdown Menu

mandag den 20. juni 2016

Sådan laver du din egen unikke skitse-/notebog


I dette indlæg viser jeg, hvordan du kan lave din egen helt unikke skitse- eller notesbog, af ting du har derhjemme! :)


***

Man skal bruge to stykker pap, jeg har brugt for- og bagside af to gamle notesbøger, men man kan også bruge bagsiden af en blok papir eller lime flere stykker pap fra gamle popcornæsker eller lignende sammen. Derudover skal man bruge:

Papir af eget valg (Enten linjeret, eller skitsepapir af forskellig art)

Hobbylim og Limpistol

Kanttape 

Tyk ståltråd 

Klipse klemmer

Saks

Hulmaskine og eller hultang

VALGFRIT: Stof til indbinding (Her kan man også vælge selv at male forsiden eller lime farverigt eller mønstret papir på)



Jeg har til mine to bøger valgt at indbinde dem med stof. Derfor skal man starte med at sprede hobbylim over det første stykke pap og derefter glatte stoffet ud henover pappet. Stoffet klippes til i størrelse af pappet, således at der er ca 1-2 cm tilbage, til at bukke indover.

Dette gøres på begge stykker.

Derefter klippes hjørnerne af stoffet af, som på billede tre ovenfor. Derved bliver kanterne af bogen pænere. De fire lapper af stoffet bukkes indover pappet med limpistol.



For at undgå, at stoffet falder af eller går op, klippede jeg et stykke pap ud, man kan også bruge almindeligt papir, og limede henover kanterne af stoffet. Det er vigtigt at dette stykke ikke rager ud over, det skal altså være mindre, end selve siden.

Dernæst forsegles den yderste kant, der hvor hullerne skal være, med kanttape. Dette er et VALGFRIT trin, men jeg synes det giver et pænt udtryk. Her har jeg igen limet et stykke pap ovenpå, men jeg vil dog anbefale man bruger papir, da det blev for tykt med to stykker pap.
Dette gøres for at skjule kanten af tape på indersiden.


Da den første bog jeg lavede var ca. A5 størrelse, valgte jeg at sætte fem prikker til huller, efter skøn, da papiret til bogen alligevel skal skæres ud i størrelsen senere hen.
Her er det vigtigt, at hullerne ikke placeres for tæt på kanten, eller for langt inde. Sæt gerne hullerne med ca. 1 cm's afstand til kanten.
Hullerne prikkes med en hultang og så er vi klar til næste trin! :)


Her afmålte jeg samme størrelse som det stykke pap, jeg satte henover stoffet på indersiden. Dvs. det papir der skal ind i bogen, skal altså være mindre end selve for- og bagside. Tag evt. 1/2 cm af hver side, så burde det passe.

Da min bog var A5 skulle jeg selv skære papiret til, her valgte jeg at bruge en hobbykniv, men man kan også bruge en saks eller papirskærer hvis man vil det.

Jeg holdt papirerne sammen med klemmer, mens jeg lavede huller med hultangen, passende til bogens for- og bagside.

Alt efter bogens tykkelse, klipper man noget tråd, Det skal være tykt nok til at kunne holde. Derefter bøjes enderne ind i hver sin retning, som vist på billedet.
Disse skal fungere som spiralen, der samler siderne.


Tråden sættes igennem hullerne og bukkes sammen og lukkes, som vist ovenfor. Jeg valgte for syns skyld at lade det nederste hul være, og trak istedet et rødt bånd igennem, hvor jeg brændte enderne så de ikke trævler og bandt en sløjfe. 

Man kan sagtens bruge bånd til alle hullerne, men man skal dog være opmærksom på, at det nemmere går op.

Ved at sætte disse ringe på bogen, kan man nemt tilføje eller fjerne flere sider som man vil, så man slipper for en halvtom notesbog, fordi man har revet den ene side ud efter den anden.

Dette er især smart, hvis man har tegnet en rigtig god skitse, som man vil overføre på et lidt dyrere marker papir. Her tager man blot siden ud af bogen, overføre tegningen og sætter siden tilbage :)


Efter jeg havde lavet den lille bog, lavede jeg en i A4 størrelse. Her brugte jeg i stedet et almindeligt linjeret papir til at afmærke hullerne, så jeg nemmere kan indsætte nye sider uden at skulle lave huller i siderne hele tiden.

Bemærk at siderne jeg har brugt er lidt større end en A4 side. Dette gør at jeg ikke behøver klippe papiret indeni til, så det ikke rager ud over bogen.

***

Jeg håber i kunne bruge min lille guide til hvordan man laver sin helt egen unikke notesbog! :)

Er der spørgsmål, ris, ros eller forslag til andre projekter eller metoder, så skriv en kommentar nedenfor! :)



Ingen kommentarer:

Send en kommentar